Gå en virtuel tur i villaen!
Her udbydes en helt unik lejebolig, et fantastisk bjælkehus i amerikansk stil, beliggende i naturskønne omgivelser, tæt på by og ikke mindst E45 og Silkeborg/Herning motorvejen.
Bjælkehuset er opført i 2004. Det har en meget fleksibel planløsning og en stor naturskøn have med skoven i baghaven.
Opkørslen til ejendommen fører til en større grusbelagt indkørsel med plads til parkering. Herfra kan der ligeledes parkeres i den meget store dobbelte garage.
Fra verandaen foran huset ankommer man til entréen med åbent trappeløb til 1. sal. Herfra adgang til det ene af husets to badeværelser med brus og adgang til det store køkken-/alrum og spisestue i ét. Når man træder ind i dette store rum rammer lyset én fra alle sider fra de mange hyggelige sprossede vinduer i rummet. Her er meget god plads til et stort spisebord og mange gæster.
Selve køkkenet, som ligger i den ene del af rummet, indeholder masser af skabs- og bordplads. En køkkenø bidrager yderligere hertil. Køkkenet er opført i trænuancer på skuffe- og skabselementer og indeholder alt i hårde hvidevarer, herunder et stort amerikansk køleskab. Fra køkkenet er der udgang til den meget store gennemgående, overdækkede, terrasse på husets haveside.
Derudover findes et funktionelt bryggers med vaskefaciliteter i forlængelse af køkkenet, hvortil der også er adgang udefra.
Et par franske døre fører fra spiseafdelingen til en meget stor og rummelig stue, igen med masser af lysindfald. Her er etableret en hyggelig brændeovn midt i rummet, således flammernes skær kan nydes fra flere sider. Endnu en fransk dør fører herfra til en utrolig hyggelig udestue, der er tro mod husets amerikanske stil, med panoramavinduer og udsigt over haven. Herfra er der adgang til den meget store træterrasse og baghaven.
På 1. salen er reposen udnyttet til en hyggelig opholdsstue. Her findes endnu et badeværelse, dette med kar, samt tre gode værelser.
Hele vejen omkring villaen finder man terrasser, både overdækkede og frie. Der er tydeligt lagt vægt på, at der skal være plads til udeliv. Både i solens stråler på terrrassen og i den fine have, der ligger stort set ugeneret op mod byskoven. Du finder altid en plet, hvor du kan nyde solens stråler her.
Låsby er en by med ca. 2.000 indbyggere og med både skole, daginstitutioner, indkøbsmuligheder, fritidsaktiviteter mv. Låsby er en oplagt mulighed for pendlere til hele det midtjyske, da det ligger med adgang til flere motorveje, hvorfor mange af de større omkringliggende byer nås på kort tid. Her er bl.a. under 20 minutter til Silkeborg centrum og kun ca. 10 minutter til Ry og Hammel. Aarhus centrum nås indenfor 30 minutter.
Copyright © - Phoenix Home 2022Design by Inmedia